”Det fede ved mit arbejde er, at jeg kommer ud og møder mine kunder i flere dage ad gangen. Jeg kender kunderne, og flere steder sætter jeg selv kaffen over, når jeg kommer”

Publiceret: 31.05.23

35.000 kilometers kørsel for at smøre sjællandske mejetærskere

Med frihed under ansvar kører Frederik Andersen glad Nord-, Øst- og Vestsjælland rundt for at servicere en af landbrugets vigtigste maskiner: Mejetærskeren. For CLAAS brandet er det det ypperste, man kan skrue på, hvis man vil arbejde med høstmaskiner. 

Frederik Andersen har været tilknyttet værkstedet i Mørkøv hele sit professionelle liv. Til at begynde med var han lærling, og siden hen er han fortsat på sin vej til i dag at være førstemand på mejetærskere. Her kører han stolt rundt til landets landmænd som ekspert i den ganske særlige maskine. 

”Når høstsæsonen er ovre, og vi har fået kunderne trygt gennem den travle periode, så starter jeg fra en ende af med at køre rundt til kunderne og få serviceret deres mejetærskere. Jeg laver i omegnen af 55-60 maskiner om året, og det tager lidt under en uge at gennemgå en CLAAS mejetærsker grundigt,” fortæller Frederik Andersen og fortsætter: 

”Det fede ved mit arbejde er, at jeg kommer ud og møder mine kunder i flere dage ad gangen. Jeg kender kunderne, og flere steder sætter jeg selv kaffen over, når jeg kommer. Mange kunder vil gerne være lidt med, når vi servicerer mejetærskeren – det er som om, at mange tænker på mejetærskeren som maskinen, der tjener pengene og derfor skal den have lidt ekstra kærlighed. Jeg bliver i hvert fald altid mødt med et smil og et håndtryk om morgenen, når jeg ankommer – det er skønt.”

En struktureret gennemgang
Når Frederik Andersen møder op hos kunderne, går han systematisk til værks: diagnosticerer eventuelle problemer, bestiller reservedele hjem, smører sliddele, skifter olie og får sat nye dele på.

”Jeg starter altid med at tænde maskinen for at se efter fejlmeldinger på mekanik og elektronik. Så lader jeg olien løbe ud og tjekker lejere osv. Så får jeg skrevet en liste på reservedele, som jeg bestiller hjem og afhenter dagen efter, så vi kan få skiftet sliddelene ud,” fortæller han. 

Det tætte samarbejde med kunderne holder Frederik Andersen kørende i hverdagen – men også brandet, han skruer på, har betydning for hans lyst til at arbejde med mejetærskere. 

”CLAAS maskiner kan godt være indviklede, for det er komplekse maskiner. Men det skyldes de mange justeringsmuligheder – hvilket gør den interessant at skrue på. Det er en afsindig effektiv maskine og ikke særlig sart ift. høstvejr og lignende. Det er den fedeste maskine at arbejde med, og jeg tror, at skulle jeg skrue på andre brands, ville jeg nok skifte branche.”

Det gør også, at kontinuiteten i Frederik Andersens arbejde er vigtigt for at blive 100 procent ekspert i CLAAS mejetærskere.

”Når jeg er ved at være færdig hos en kunde, så sikrer jeg mig altid, at der er en ny kunde, der er klar til at tage imod mig i dagene efter. Jeg får årligt kørt omkring 35.000 kilometer rundt i Nord- Vest, og Østsjælland for udelukkende at servicere CLAAS mejetærskere. Det giver mig en ekspertise – og det kan jeg mærke, at kunderne sætter pris på. De har tillid til mig og tager direkte fat i mig, hvis der er noget.”

Èn koncern - én arbejdsplads
I de 11 år Frederik Andersen har været ansat i Mørkøv har han oplevet at blive sluset ind i Røstofte, og sidenhen helt ind under Danish Agro Machinerys vinger. En positiv rejse ind i en mere strømlinet og professionel forretning – hvor der stadig er fokus på at komme hinanden ved. 

”Jeg har jo i mine snart 11 år været med på rejsen og udviklingen. Og jeg har stadig muligheden for at give mit besyv med. Med setuppet omkring CLAAS kan vi mærke, at vi er mennesker, der arbejder sammen. Der er rigtig god opbakning – ikke kun til kunderne, men også til os montører. Jeg er ikke bare en, der skruer på maskinen, men en ekspert i maskinerne, der bliver lyttet til,” fortæller Frederik Andersen.

”Vi har et kæmpe sammenhold i Danish Agro Machinery, hvor vi eksempelvis blev samlet efter Agromek for at holde fælles julefrokost i hele koncernen. Og i Røstoftes afdelinger har vi også løbende sparring og mulighed for at komme hinanden ved til diverse arrangementer. Det er helt kanon.”